Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
“Efterlad etablissementet i samme stand, som De ønsker at forefinde det”, stod der i gamle dage på et skilt nede på det offentlige toilet på Rådhuspladsen i København.
Det kunne være et passende motto for ens liv.
Det er ikke så meget et spørgsmål om ideologi eller teori. Det drejer sig snarere om at se på denne verden, så klart som man nu kan, og spørge: Er alt i denne verden så godt, som det kan være? Lever vi i den bedste af alle tænkelige verdener? Vil den udvikling, vi kan se, føre i en sådan retning, at verden bliver et bedre sted at leve for os alle?
Og hvis man ikke kan svare ja på det, så må man derefter spørge: Hvad kan jeg så gøre, så verden bliver bedre, end den er?
Hvad kan jeg, med mine små og svage kræfter, gøre for at noget bliver bare en lille smule bedre? Hvad kan jeg gøre, så jeg med god samvittighed kan sige til mig selv: Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var måske ikke meget, men jeg prøvede. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne.
Når man har stillet sig selv de spørgsmål og fundet svar – der altid vil være foreløbige, for verden ændrer sig undervejs – så må man gå i gang.
Så vil man lide nederlag. Man vil møde modgang. Man vil opleve svigt. Man vil tit blive grebet af mismod over, hvor langsomt det går, hvor mange tilbageslag, der kommer undervejs.
Man vil tvivle på sine evner, man vil tvivle på sine muligheder og midler, man vil tvivle på, om man kan udrette noget af betydning.
Men man vil aldrig, aldrig nogensinde tvivle på, at man handlede rigtigt, da man besluttede at gøre den smule, man kunne.
Ligesom de mennesker i den foregående generation, der satte livet på spil for at kæmpe mod fascismen og for demokratiet – i Spaniens bjerge, i det besatte Europa – nok kunne tvivle på, om de ville overleve, tvivle på om de kunne nå at udrette det, de ønskede – men aldrig tvivle på, at det var rigtigt af dem at kæmpe mod barbariet, så kan vi ikke tvivle på, at det er rigtigt at gøre, hvad vi kan, for at bevare vores biologiske livsgrundlag, for at skabe mere lighed og mere retfærdighed. Vi kan aldrig skabe et paradis. Vi er altid på vej og når aldrig frem. Men hvis vi kan forhindre bare noget af ødelæggelsen, hvis vi kan bygge bare lidt videre, hvis vi kan skabe noget af værdi, hvis vi kan give nogle sultne noget at spise eller helbrede nogle syge eller undervise nogle børn, hvis vi bare nogle steder kan skabe kærlighed og samarbejde i stedet for had og kamp – så har vi ikke levet forgæves.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).