Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Til folketingsvalg i Danmark er det ikke tilladt at indgå valgforbund. Det er det til gengæld til kommunalvalg og til valget til EU-parlamentet. Det betyder, at overskydende stemmer på et parti, som ikke omsættes i et mandat, overføres til et andet parti i valgforbundet.
Ikke mindst til EU-parlamentsvalg er det efter min mening meget rimeligt. Det hænger sammen med, at spærregrænsen for at blive repræsenteret i EU-parlamentet er meget høj. Med kun 13 danske medlemmer, er den reelle spærregrænse på op til 7,69 procent. Til sammenligning er den 2 procent til folketinget.
Hvis ikke muligheden for valgforbund fandtes, så ville det kunne betyde, at lister med 5-6 procent af stemmerne overhovedet ikke talte med i fordelingen af mandater. Med valgforbund kan man i hvert fald sikre, at stemmerne går til nogen i nærheden. De næstbedste, så at sige.
Men skal man leve op til denne ideelle tanke med valgforbund, så kræver det selvfølgelig, at partierne i et valgforbund trækker i samme retning, og at det er fuldt ud gennemskueligt for vælgerne, hvad der foregår.
Sådan var det ikke ved sidste valg til EU-parlamentet i 2009, hvor Socialdemokraterne, de radikale og SF indgik et fælles valgforbund.
Set ud fra en dansk politisk virkelighed lyder det måske meget tilforladeligt. De tre partier ligger rimelig tæt på hinanden og indgår aktuelt i en fælles regering. Så på den baggrund synes det måske ikke at gøre den store forskel, om det ene eller det andet af de tre partier i sidste ende får mandatet.
Men sådan forholder det sig ikke i EU. Her ligger magten ikke så meget hos de enkelte parlamentarikere, som i de politiske grupper, de indgår i. Det er grupperne, som fordeler taletid, ordførerskaber og alle andre parlamentariske poster. Det er i øvrigt også grupperne, som råder over de fleste penge og ansatte. Ansatte, som i høj grad udarbejder de stemmelister, som parlamentarikerne stemmer efter.
Hvis man gør sig udtilbens i sin politiske gruppe, så får man simpelthen sværere ved at få ordet, ved at få ordførerskaber, ved at få sekretærhjælp, ved at få støtte til initiativer mv. Man får kort sagt sværere ved at få indflydelse.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken politisk gruppe, man er placeret i. Og i den sammenhæng er det mildest talt tankevækkende, at de tre partier i det danske valgforbund støttede hver sin politiske gruppe i EU-parlamentet: Socialdemokraterne støttede den såkaldte S&D-gruppe, SF støttede den grønne gruppe, og de radikale støttede den liberale gruppe, hvor også det danske parti Venstre sidder. På EU-plan er de radikale altså tættere allierede med Venstre, end de er med SF og Socialdemokraterne.
Ved sidste valg endte de radikale med slet ikke at blive repræsenteret i EU-parlamentet. Derfor har denne absurditet ikke været synlig i den forløbne periode. Men det kan den blive i næste valgperiode, hvis det samme valgforbund indgås, og hvis det lykkes de radikale at passere spærregrænsen, bl.a. med hjælp fra SF og Socialdemokraterne.
Ikke mindst SF’s EU-parlamentariker, Margrete Auken, er ved festlige lejligheder altid klar med en påstand om, at valget til EU-parlamentet handler om et valg mellem ”højre” og ”venstre”. Men hvis SF igen indgår valgforbund med de radikale, så kan en stemme på SF altså være med til at styrke den liberale gruppe i EU-parlamentet. En gruppe, som 110 procent har støttet den EU-dikterede nedskæringspolitik overfor de kriseramte lande i EU, for nu bare at nævne et enkelt eksempel.
Hvis SF virkelig mener, at EU-parlamentet er en kampplads mellem højre og venstre, så burde de droppe det valgforbund med de radikale, som i sidste ende er en støtte til den liberale gruppe i EU-parlamentet. Andet vil være at snyde vælgerne.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).