Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Under januar-samlingen i Strasbourg i sidste uge aflagde jeg et af mine sjældne besøg på 14. etage, hvor EU-parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, har sit kontor.
Anledningen var heller ikke helt almindelig. Jeg skulle nemlig underskrive et officielt dokument, hvori jeg højtideligt erklærede, at jeg helt frivilligt nedlægger ”mit mandat som medlem af Europa-parlamentet med virkning fra den 05/02/2014”.
På den måde ønsker EU-parlamentet – meget naturligt – at sikre sig mod, at anmodningen om min udtræden er sket med en pistol for panden og samtidig sikre, at jeg giver afkald på eftervederlag o.l., som ellers ville komme til udbetaling, hvis min udtræden var sket i forbindelse med et valg eller dikteret af sygdom.
For snart et år siden meddelte jeg Folkebevægelsen, at jeg ikke ønskede at genopstille til det kommende valg til EU-parlamentet. Det skyldes hverken, at jeg er træt af Folkebevægelsen eller af opgaven med at repræsentere EU-modstanden i EU-parlamentet.
Det har jeg gjort med glæde i de sidste 7 år. Men hvis jeg opstillede igen, så ville det komme op på over 12 år. Og grundlæggende er det min opfattelse, at man skal passe meget på med at sidde i den samme position for længe. Og det gælder ikke mindst i EU-parlamentet.
De fleste politikere er mere EU-positive end befolkningen som helhed. Og de fleste EU-politikere er endnu mere EU-begejstrede end politikerne som helhed. Det siger altså ikke så lidt. At bevæge sig rundt i EU-parlamentet er derfor at bevæge sig rundt i en boble af EU-begejstring. I længden er det næppe sundt for hverken det mentale helbred eller evnen til at tænke klart.
Samtidig lever Folkebevægelsen alene i kraft af det engagement, som flere tusind ildsjæle over hele landet lægger for dagen. Skal det engagement holdes ved lige, så kræver det også, at der er reelle muligheder for at få indflydelse og blive valgt – også til posten som EU-parlamentariker. Og i virkelighedens verden er det ikke så let, hvis ”den gamle MEP’er” bare stiller op igen og igen.
Da jeg sidste år meddelte, at jeg ikke genopstillede, så sagde jeg også, at jeg var klar til at trække mig fra posten før tid, hvis en af mine nuværende suppleanter blev valgt som kandidat for Folkebevægelsen. Og det var jo lige præcis det, som skete, da Rina Ronja Kari blev valgt som spidskandidat for liste N på landsmødet i efteråret. Derfor er det også efter aftale med hende, at hun overtager posten den 5. februar.
Da Danmark blev medlem af EF i 1972, var Rina ikke født. I den forstand repræsenterer hun en ny generation af EU-modstandere, som er født i EU. De længes ikke tilbage til et Danmark, som de aldrig har oplevet, men baserer deres modstand på erfaringerne med, hvad det virkeligt eksisterende EU gør ved Europa og dets befolkninger.
Men trods sin alder er der nok ikke mange andre kandidater til EP-valget i maj, som ved så meget om EU og har beskæftiget sig med det så stor en del af deres liv, som Rina. Hun var kun 18 år, da hun – som den yngste kandidat overhovedet – første gang stod på stemmesedlen for Folkebevægelsen til valget i 2004. Og siden har hun været talsperson for Ungdom mod EU fra 2004-2007, blandt topkandidaterne til valget i 2009 og talsperson for Folkebevægelsen fra 2008 og frem.
Derfor skal Rina heller ikke bruge de kommende måneder i EU-parlamentet til at sætte sig ind i, hvad EU egentlig handler om. Det ved hun allerede. Men hun skal bruge dem til at kaste sig ind i de helt aktuelle diskussioner i EU-parlamentet og dermed stå så godt rustet som muligt til den kommende valgkamp.
Rina skal ikke i EU-parlamentet, fordi hun trak en nitte i spillet om posterne på Christiansborg. Rina skal i EU-parlamentet, fordi hun er et rigtigt godt bud på én, som kan give EU-modstand.
Den 5. februar skifter EU-modstanden ansigt, men ikke indhold. Det ser jeg frem til og ønsker Rina alt mulig held og lykke!
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).