Arno Kruse.
Af Arno Kruse
Det har altid hørt til en af de vigtige traditioner i arbejderbevægelsen, hos Socialdemokraterne, i SF og hos Enhedslisten, at fællessangen blev brugt til at cementere betydningen af fællesskab og solidaritet. Gennem sangene og sangteksterne blev det fastslået, hvor vi kom fra, og hvor vi ville hen. Og derfor var den røde arbejdersangbog lige så fast en mødedeltager, som salmebogen er det under Søndagsgudstjenesten i folkekirken.
Siden valget i september 2011 har både Socialdemokraterne og SF haft store problemer med fællessangen, for den røde sangbog nåede aldrig under regeringsforhandlingerne at komme indenfor i det sorte tårn på Amager. Her blev der sunget efter Margrethe Vestagers Lystige Viser, og siden da har både Socialdemokraterne og SF haft så svært ved at synge fællessang om fællesskab og solidaritet, at de to partiers ellers store og trofaste sangkor er blevet reduceret til et jammerligt lille heppe- eller hylekor.
De to partier har i bogstaveligste forstand mistet stemmer, og SF i en sådan grad, at partiet reelt synger på sidste vers.
Når et parti pludselig foretrækker Lystige Viser frem for den røde arbejdersangbog uden at kunne fortælle, hvorfor Volmer Sørensens tekster er bedre end Carl Scharnbergs, så siger det næsten sig selv, at stemmerne forsvinder fra sangkoret.
Det er da heller ikke gået stille for sig i SF, at Villy Søvndal efter valget i september 2011 solgte hele SF’s sjæl til Margrethe Vestager. Logikken er bøjet i neon, idet man ikke bare kan udskifte Carl Scharnbergs tekster med Volmer Sørensens tekster og så forvente, at sangkoret lægger den samme sjæl i sangen.
Hidtil har problemet afspejlet sig i forholdet mellem SF’s ledelse og SF’s medlemmer og vælgere, der er blevet stadig ringere og ringere, men i forbindelse med DONG-salget til skattelyselskabet Goldman Sachs har problemet udviklet sig til, at SF’ ledelse er blevet uenige med sig selv på en måde, som efterlader det indtryk, at de på en og samme tid vil synge tekster af Carl Scharnberg og Volmer Sørensen.
Når Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen både er for og imod salget af DONG-aktier til et skattelyselskab, taler formodningen ret kraftigt for, at SF endelig har fundet den vigtige sag, der kan løse partiet fra regeringssamarbejdet, og som samtidig giver mulighed for at få de mistede stemmer tilbage i SF-koret.
De absurde, selvmodsigende holdninger hos SF’s ledelse tyder derfor på, at SF synger på sidste vers som regeringsparti.
Bjarne Corydons forslag om salg af DONG-aktier til skattelyselskabet Goldman Sachs er en tabersag for både Socialdemokraterne og SF, men intet tyder på, at Socialdemokraternes ledelse vil undsige partiets enevældige finansminister, og derfor vil der være et flertal i Folketinget for samarbejdet med skattelyselskabet Goldman Sachs, uanset hvad SF end måtte mene, tro eller tænke.
SF vil derfor kunne score et ikke uvæsentligt antal stemmer ved at forlade regeringen på grund af DONG-sagen og overlade til Socialdemokraterne, de Radikale, Venstre og de Konservative at legalisere skattelyselskabers lyssky affærer i Danmark. SF vil på den måde kunne genskabe den kant til Socialdemokraterne, som Villy Søvndal sløjfede, men som partiet har så hårdt brug for.
SF står derfor i den situation, at partiet kan vælge at synge på sidste vers som politisk parti, eller vælge at synge på sidste vers som regeringsparti.
De selvmodsigende tilkendegivelser fra SF’s ledelse tyder på, at den sidste sang fra Lystige Viser, som SF’s ledelse har valgt at synge, er Volmer Sørensens fra 1962: ”Jeg snakker med mig selv, snakker med mig selv, taler med mit bedre jeg!”
Pilen peger i retning af, at SF vælger at snakke med sit bedre jeg og synge sidste vers som regeringsparti, og det var da også på tide!
(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).