Søren Søndergaard.
Af Søren Søndergaard
Siden nytår har det italienske politi anholdt en række personer og anklaget dem for bestikkelse og svindel med offentlige midler. Midler, som oprindeligt var bevilget til nødhjælp og genopbygning til ofre for et stort jordskælv i Italien.
For snart fem år siden – den 6. april 2009 kl. 3.32 – blev den italienske by l’Aquila og de 55 omkringliggende kommuner ramt af et voldsomt og ødelæggende jordskælv. Over 300 mennesker blev dræbt og titusinder blev gjort hjemløse.
Hele den gamle bykerne fra middelalderen blev ødelagt. Den var bygget i det 13. århundrede efter samme grundplan som Jerusalem med en række pladser med kirker og springvand, som repræsenterede områdets 99 landsbyer. Ødelæggelserne vurderes til et økonomisk omfang på mere end 10 milliarder euro (cirka 75 milliarder danske kroner).
I første omgang blev de titusinder af hjemløse indkvarteret i teltbyer og i turisthoteller langs kysten, mens genopbygningen af byen skulle foregå. På den front skete imidlertid stort set intet. Så da den daværende italienske premierminister, Silvio Berlusconi, udnyttede jordskælvet til et stort pr-stunt ved at flytte G8-topmødet til l’Aquila, blev det mødt med store bannere, hvor der stod: “Yes, we Camp”. Et finurligt ordspil over den besøgende Barak Obamas valgslogan i den amerikanske valgkamp: “Yes, we can”.
På baggrund af de omfattende ødelæggelser og den tilstundende vinter var det kun naturligt, at EU-parlamentet på sin samling i november 2009 bevilgede næsten 500 millioner euro fra EU’s solidaritetsfond til midlertidig indkvartering af ofrene for jordskælvet. Denne bevilling var den hidtil største, som nogensinde var blevet bevilget fra Solidaritetsfonden.
Hurtig blev det imidlertid klart, at noget var galt. Dels foregik der ikke nogen genopbygning af den ødelagte by. Og dels blev solidaritetsbidraget fra EU ikke først og fremmest brugt til at opbygge midlertidige boliger, men til at opbygge permanente boliger i små isolerede enklaver i lang afstand fra byen. Det virkede næsten som om “nogen” benyttede jordskælvet til permanent at fjerne de oprindelige indbyggere fra byen, som så senere kan gøres til et investeringsobjekt.
På den baggrund tog jeg initiativ til, at EU-parlamentets budgetkontroludvalg, hvor jeg er medlem, besøgte l’Aquila allerede tilbage i oktober 2010. I en efterfølgende rapport stillede vi en række klare krav, bl.a. at EU-kommissionen, som har ansvar for pengenes korrekte anvendelse, gennemførte en hasterevision og redegjorde for, hvad der egentlig foregik.
Alligevel er det først på det seneste, at der er ved at komme lidt mere klarhed over, hvad der egentlig er foregået. En hidtil hemmeligholdt rapport fra EU-kommissionen viser, at af de i alt 900 millioner euro, som blev afsat til indkvartering af ofrene (500 millioner fra EU og 400 millioner fra de italienske myndigheder) er omkring 300 millioner blevet brugt i strid med EU’s udbudsregler. Altså ikke mindre end en tredjedel!
Selv om hele dette beløb ikke dækker over direkte svindel, så viser de seneste anholdelser, at mafia-organisationer har haft snablen dybt ned i kassen. Alligevel vil EU-kommissionen ikke kræve pengene tilbage. Den absurde begrundelse lyder , at de fejlagtigt udbetalte penge er lidt mindre end det,, de italienske myndigheder selv har bidraget med og derfor intet har at gøre med bevillingen fra EU.
Samtidig dokumenterer en rapport fra Den Europæiske Revisionsret, at ikke alene har myndighederne bygget permanente boliger til få i stedet for midlertidige boliger til mange, men at disse boliger er betalt med 150 procent af markedsprisen. Derudover er mange af dem bygget så dårligt, at der har været brande og at et helt kvarter med flere hundrede indbyggere har måttet evakueres, fordi deres boliger var uegnet til menneskebolig.
Min rapport om disse forhold har vakt opsigt i Italien. Nogle af Berlusconis håndlangere har offentligt angrebet mig for at ville “skade Italien”. Det forholder sig naturligvis lige omvendt. Misbruget af solidaritetspengene er ikke bare en hån mod skatteborgerne i EU. Det er også en hån mod de ofre for jordskælvet, som havde desperat brug for solidariteten.
Derfor burde EU-kommissionen have grebet ind for længst. At det ikke er sket, er en kæmpe skandale. En skandale, som nu udstilles med anholdelserne i Italien.
(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).