Arne Herløv Petersen.
Af Arne Herløv Petersen
Kom tilbage, Jes Stein Pedersen. Vi mente det ikke. Du må ikke gå fra det udvalg (Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur – red.). For nu viser det sig, at det i stedet bliver Hans Hauge, der sætter sig på den magtfulde plads.
Det er almindelig kendt, at Hauges kommentarer i Jyllands-Posten kan give skørbug og nældefeber. Det er svært at sige, hvornår de er værst. Når de er totalt uforståelige eller når det – desværre – kun er alt for klart, hvad manden mener.
Men det er ikke, fordi jeg ikke sætter pris på Hauge. Faktisk har jeg engang tildelt ham en pris. Det skrev jeg sådan om for 11 år siden: Erasmus Montanus-prisen 2003.
Det er for galt, at alle de guldkorn, der optræder i avisernes spalter mellem år og dag, helt skal overlades til blinde høns. På Ritzaus Bureau havde man i sin tid Claus Seidel-prisen, der blev tildelt den journalist, der i årets løb havde frembragt den længste, mest knudrede og uforståelige sætning. Jeg tror, jeg afhjælper et savn, når jeg nu har besluttet at indstifte Erasmus Montanus-prisen, der skal gå til den skribent, der i det forløbne år har formuleret sig særlig bemærkelsesværdigt dumt under pseudo-videnskabeligt eller filosofisk dække.
Det har været et vanskeligt arbejde at finde frem til prisvinderen. Mange skribenter trænger sig på i hukommelsen. Der er for eksempel dr. phil. David Gress, der kalder den græske komponist Mikis Theodorakis for antisemitisk kommunist, selv om han ikke har været kommunist den sidste snes år, og hans antisemitisme består i, at han har sammenlignet jøder med grækere. Theodorakis har fungeret som uofficiel formidler mellem den tidligere israelske vicepræsident Alon og Arafat. Hans sangcyklus ”Mauthausen” om koncentrationslejrene opføres ofte i Israel. Der er dr. phil. Mads Qvortrup, der i Information 6. maj 2003 hævder, at kommunisme fører til kannibalisme. Hans artikel bar titlen ”I Sovjetunionen spiste de små børn!” Vi venter på en artikel, der påviser, at det tyske socialdemokrati har inspireret det seneste tilfælde af kannibalisme. Der er en hel række skribenter, der vil forbyde kvinder at gå med tørklæde, hvilket vil ramme dronning Margrethe, der ofte binder et tørklæde om hovedet, når hun køber ind på markedet i Caix.
Andre skribenter er dog diskvalficeret fra modtagelse af prisen, fordi de end ikke foregiver, at deres påstande hviler på et rationelt grundlag. Det gælder for eksempel Ulrik Høy, hvis ugentlige klumme i Weekendavisen kan koges ned til to enkle synspunkter: ”Jeg vil have hævn” og ”Verden skal være som den var, dengang mor lavede stikkelsbærgrød til lille Ulrik”.
Så er der mere Erasmus Montanus over akademikere som Lars Hedegaard, Søren Krarup og Henrik Gade Jensen, der alle kunne være værdige prismodtagere.
Men et enkelt navn trænger sig særlig på. Det er dr. phil. Hans Hauge, hvis særegne kontrafej stirrer en imøde fra utallige kronikker i Berlingske Tidende og triller som en badebold på et plankeværk hen over den faste rubrik Groft sagt i samme blad.
Hauge bidrager med så mange guldkorn, at man føler sig hensat til Klondike i 1890’erne. Uforglemmelige er således hans indsigtsfulde ord, da en række diskoteker blev anklaget for racisme, fordi de forbød unge indvandrere adgang: ”Hvad skal de også der?”
Det er svært at vælge mellem haugismerne, men et højdepunkt er nok hans kronik ”Fra klassekamp til kulturkamp” i Berlingske Tidende 21. september 2003.
Det hedder her: ”Vi kender alle opdelingen af det politiske liv i en højrefløj og en venstrefløj. Denne opdeling er et eksempel på, at venstrefløjen endnu har magten til at definere virkeligheden. Det er derfor, at Anders Fogh Rasmussen tidligt gik til kamp mod denne definition af virkeligheden. Hvordan reagerede venstrefløjen? Den grinede hånligt, men hvem ler sidst? Hvis denne opdeling forsvinder for dem, vil de opleve et tab af virkelighed.
Et andet eksempel på venstrefløjens magt til at definere virkeligheden er brugen af ordet klassekamp. I 70erne og 80erne blev Danmark af venstrefløjen defineret som et klassesamfund; historien blev opfattet som en kamp mellem klasserne; al dannelse var enten borgerlig eller proletarisk. Alle værdier var klassebestemte. Der kunne ikke være kvindekamp uden klassekamp.
Det er derfor, at Anders Fogh Rasmussen tidligt gik til kamp mod denne definition af virkeligheden. Han erklærede, at klasserne var forsvundet. Kulturkampen er præcis navnet på det, der skal erstatte klassekampen. Det helt geniale er, at ordet »kulturkamp« er overtaget fra venstrefløjens beskrivelse af virkeligheden.”
Altså: Der findes ikke nogen venstrefløj. Hvis venstrefløjen påstår noget andet, oplever den et tab af virkeligheden. Ved at insistere på at de eksisterer, bliver de venstreorienterede ikke-eksisterende.
Det er en logik, der er Erasmus Montanus værdig, så det er mig en glæde at kunne tilldele dr. phil. Hans Hauge den eponyme pris. Prisvinderen vil ved henvendelse til dette websites bestyrer kunne få udleveret prisen, der består af intet mindre end den sten, hvortil Nille blev omskabt.
(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).